Metoder

Marselisborg Consulting har stor erfaring med forskellige typer af analyse, evaluering, rådgivnings- og udviklingsopgaver, og løser disse opgavetyper efter specifikke kvalitetsstandarder ligesom vi arbejder med faste standarder for projektstyring og formidling:

Analyse 

Marselisborg Consulting besidder en tæt kobling mellem teoretiske kvalifikationer, stor sektorspecifikviden samt en mangeårig erfaring:

  • Marselisborg Consulting huser stærke analysekonsulenter med baggrund indenfor statskundskab, sociologi og antropologi, som er specialiseret indenfor henholdsvis kvantitative og kvalitative analysemetoder og hertil hørende softwarefærdigheder
  • Marselisborg besidder en omfattende og detaljeret sektorfaglig viden på beskæftigelsesområdet, som blandt andet giver udslag i, at vi løbende har samarbejdsprojekter med 45-50 jobcentre hvert år. Disse projekter omfatter forskelligartede analyser, evalueringsopgaver samt rådgivnings- og udviklingsopgaver med et stort indhold af dokumentation og analyse.
  • Marselisborgs analyseteam er kendetegnet ved en massiv erfaringsmasse på analyseområdet, hvoraf mange af vores konsulenter har mindst 10 års erfaring med analyse- og konsulentopgaver 

Stor detaljeret viden om datakilder og stærke færdigheder i databehandling

Det er et rammevilkår for analysearbejde, at ”djævlen ofte ligger i detaljen” og at et indgående kendskab til datakilder og deres respektive muligheder og begrænsninger ift. datastruktur/-type, reliabilitet og validitet er afgørende for at kunne levere analyser af høj kvalitet, som trækker maksimal forklaringskraft ud af data.

Marselisborg er autoriseret bruger af Danmarks Statistiks Forskerservice, som anvendes i forbindelse med vores analyseopgaver inden for både beskæftigelses-, social & sundheds- og ældreområdet. Der er typisk tale om omfangsrige paneldatasæt med samkørte registre (DREAM, Landspatientregistret, KØS og Ungedatabasen), som f.eks. kan omfatte oplysninger om borgeres ydelseshistorik, beskæftigelse (branche, lønnede timer), sundhed (somatisk/psykiske diagnoser), uddannelsesniveau, kriminalitet, sociale foranstaltninger, bopælskommune/flyttemønstre mv. Paneldataene vil typisk være samkørt med lokale data fra kommunernes fagsystemer eller spørgeskemaundersøgelser, f.eks. ift. at belyse karakteristika og indsatsparametre for bestemte delpopulationer. Hertil vil analyserne typisk rumme paneldata fra en større gruppe af klyngeopdelte kommuner, så det er muligt at benchmarke analyseresultater på tværs af kommuner.

Vores registerbaserede analyser beror altid på et grundigt gennemtænkt design af samkørte datasæt, som bygger på en detaljeret viden om de forskellige muligheder og begrænsninger, der gør sig gældende i de enkelte datasæt hos Danmarks Statistik og øvrige datakilder. Dette kan f.eks. omhandle opmærksomhedspunkter med hensyn til tidsnærhed i data, serielængde, manglende indberetningskommuner, validitetsmæssige problemstillinger i datasættet, håndtering af personfølsomme oplysninger etc.

Mestring af kvantitative og kvalitative metoder

Marselisborg Consulting mestrer såvel kvantitative som kvalitative metoder. Som led i de registerbaserede analyser udfører vi bl.a. faktor-, klynge-, tidsserie-, og multilevelanalyser.Vores konsulenter koder selv de fornødne kørsler i SAS, SPSS og STATA både ift. at etablere datasæt, danne tilhørende variabler og i forhold til gennemførelse af basale udtræk til frekvensanalyser samt mere avancerede statistiske analyser. 

Endelig anvender Marselisborg i vid udstrækning surveys, sagsgennemgange via kommuners fagsystemer, observationsstudier af borgersamtaler, kvalitative interviews desk research mv. i forbindelse med analyseopgaver. Vores konsulenter er endvidere erfarne brugere af SurveyXact til gennemførelse af spørgeskemaundersøgelser.

Vi anvender Nvivo og Excel til effektivt at viderebearbejde de ofte store mængder af kvantitative og kvalitative rådata med henblik på udarbejdelse af tabeller og figurer til den videre analyse og afrapportering. Vores konsulenter er specialister i Excel, herunder i at anvende avancerede databasefunktioner samt VBA-programmering til brug i databehandlingen. Dette øger effektiviteten i databehandlingen og reducerer risikoen for fejl, som følge af ”håndholdte” indtastninger.

Vores konsulenter holder sig opdateret inden for ny analyserelevant forskning, kvantitative og kvalitative analysemetoder, udvikling i datakilder, softwarefærdigheder samt sektorfaglig relevante analyseudgivelser ved deltagelse i relevante konferencer og kurser samt via interne oplæg, seminarer og kursusdage.

Evaluering 

Marselisborg Consulting har stor erfaring inden for gennemførelse af forskellige typer af evalueringer. Det gælder bl.a. de i udbuddet nævnte evalueringstyper: Brugerevalueringer og brugerundersøgelser, resultat- og effektevalueringer på forskellige indsatsområder, indsats- og projektevalueringer, procesevalueringer, reform- og implementeringsevalueringer samt progressionsevalueringer på individniveau.

Marselisborg vedligeholder løbende det evalueringsteoriske grundlag for opgaveløsningen, og har indgående indblik i udviklingen i det teoretiske og praktiske evalueringsfelt, som dels er præget af øget anvendelse af evalueringen som disciplin og dels af de fire teoretiske evalueringsbølger, som har præget feltet siden 1960’erne. Vores konsulenter holder sig bl.a. opdateret via medlemskab af Danmarks Evalueringsinstitut og via deltagelse i relevante konferencer, kurser samt via interne oplæg og kursusdage.

Marselisborg har i de seneste år i større omfang udarbejdet evalueringer, som tager afsæt i en brugerinddragende tilgang og ”capacity building” for at sikre, at de erfaringer og resultater der opnås, via eksempelvis effektmålinger og procesevalueringer, er med til at videreudvikle organisationen gennem fokus på samskabelse og styrkelse af medarbejdere og lederes egne kompetencer og samarbejdsflader. Udover den basale dataindsamling og metodetriangulering i enhver evaluering, har Marselisborg således også stort fokus på fidelitet, så det sikres, at evalueringsresultaterne omsættes til videreudvikling af den konkrete indsats, drift og resultatskabelse.

Marselisborg har stor erfaring med udarbejdelse af registerbaserede delanalyser i forbindelse med evalueringsopgaver - herunder på baggrund af data fra jobindsats.dk eller egne kørsler i DREAM. Marselisborg har endvidere adgang til Danmarks Statistiks Forskerservice, hvor der tilgås data til brug i en række forskellige evaluerings- og analyseopgaver inden for både beskæftigelses-, social & sundheds- og ældreområdet. Hertil anvendes endvidere ofte data fra lokale fagsystemer, som samkøres med data fra Danmarks Statistiks. Endelig anvender Marselisborg i vid udstrækning surveys (CATI og CAWI), sagsgennemgange via kommuners fagsystemer, observationsstudier af borgersamtaler, kvalitative interviews, desk research mv. i forbindelse med evalueringsopgaver.

Ved løsning af evalueringsopgaver udarbejder Marselisborg ved projektopstart forslag til evalueringsdesign, som er specifikt målrettet den konkrete opgave med hertil hørende kompleksitetsvurdering, forandrings- og programteori. 

Rådgivning og udvikling 

Marselisborg Consulting har på tværs af de forskellige typer af rådgivnings- og udviklingsopgaver, gennemgående fokus på at konsulentydelserne skaber grundlag for forandring af praksis. Kort sagt et fokus på implementering. Som fundament hertil inspireres Marselisborg af en anerkendt teoretisk ramme suppleret med erfaringer om hvilke organisatoriske karakteristika, som typisk fylder i en implementeringssammenhæng. Indenfor implementeringsteorien (Fixen et al., ”Implementation Research: A Synthesis of the Litterature”, 2005, University of Florida) skelnes der typisk mellem tre drivkræfter: 1) Organisatorisk understøttelse, 2) Ledelse og 3) Kompetencer.

Organisatorisk understøttelse 

Organisatorisk understøttelse handler både om den formelle organisering, som f.eks. strukturer, men i lige så høj grad om den uformelle organisering, der kommer til udtryk i kulturen, rutinerne, uformelle netværk mm. Når en indsats skal implementeres, ser vi det derfor som afgørende at fokusere på, at organisationen er parat til at implementere indsatsen. Er der eksempelvis fælles målsætninger for indsatsen? Hvilke arbejdsgange eksisterer pt.? Hvilken teknisk og praktisk understøttelse er der til rådighed (fx IT-systemer)?

Ledelse 

Det er Marselisborg Consultings erfaring, at udover inddragelsen af medarbejderne, så kræver reformimplementering og organisatoriske tilpasninger, som følge af manglende resultatsskabelse, en høj grad af ledelsesinvolvering. Her er det vigtigt for forløbets succes, at medarbejderne oplever engagement fra ledelsens side. Ledelsen er kulturbærere, der udstikker mål og retning for processen. Det er ikke medarbejdernes ansvar at implementere ny lovgivning, nye metoder og tilgange – på samme vis som det heller ikke er medarbejdernes ansvar at udstikke mål og retning for projektet. Det er opgaver, som ligger hos de forskellige ledelseslag. Afdelingslederen har dermed en afgørende betydning for forankringen af nye metoder og tilgange, da det er afdelingslederen, der skal anspore medarbejderne til at tage den nye måde at arbejde på til sig. Og det kræver opfølgning i det daglige, således gamle rutiner og vaner kan vendes til nye. På den baggrund integreres ledelsen på de enkelte forløb, således vi løbende tilsikrer drøftelse af hvordan hhv. ledere og medarbejdere, kan understøtte en succesfuld implementering af lovgivning, nye metoder, tilgange og redskaber. Marselisborg gør brug af et ’performance management’ -afsæt til at fokusere på det at styre drift, resultater og ’outcome’ på beskæftigelsesområdet. Det betyder, at vi udvikler ledernes kompetencer til at kunne skabe og måle resultater. Samtidigt arbejder vi i kompetenceudviklingen på dette område bevidst med at nedbryde den fare for fremmedgørelse og demotivation hos medarbejdere, som kritikere af området påpeger. Til det formål træner vi bl.a. lederne i ledelse af forandringer gennem brugen af ’Game Of Change’, som er en spilteknologi (kombineret brætspil og online simuleringer) skabt til at træne og udvikle ledere, som står overfor en forandringsopgave. 

Kompetenceudvikling 

Kompetenceudvikling er en af de væsentlige måder at skabe forandring på. Sammen med indsatsen på det organisatoriske og ledelsesmæssige område, er kompetenceudvikling et kerneelement i at implementere eksempelvis ny teknologi eller evidensbaserede metoder. Derfor vægter vi, at underviseren/procesfacilitatoren har faglig viden til at kunne ’fylde på’ i instruktioner samt undervisning og dels, at denne faglige viden lægger til grund for den ’indarbejdelse’, der sker i praksis. Dvs. at vores facilitering af læringsprocesser altid baserer sig på konkret viden om området. Marselisborg gennemfører et stort antal workshops, udviklingsseminarer, kompetenceudviklingsdage mm., hvor målet er tilførsel af ny viden, tillæring af nye kompetencer og ofte at rykke organisationen, indsatsen og mindsettet. Til disse opgavetyper er Marselisborg bl.a. inspireret af aktionslæringstankegangen og Steen Becks forståelse af de fire læringsrum: Studie-, praksis-, undervisnings- og træningsrummet. De fire læringsrum viser, at læring og processer ikke kun foregår i formelle foraer, hvor en lærer underviser, men også blandt deltagerne i fx øvelser og gruppearbejde. Samtidigt er arbejde med cases samt deltagernes praksis i hverdagen afgørende for effektiv læring. Det er netop sammenhængen og vekslen mellem de fire læringsrum der, efter vores erfaring, skaber læring og transfer til praksis. 

Projektstyring 

Uafhængig af et tydeligt opdrag, god forventningsafstemning, ejerskab hos samarbejdspartnere, fælles retning og forståelse, så er det i sidste ende karakteren og kvaliteten af de understøttende konsulentydelser, som skal sikre et succesfuldt evalueringsforløb. Kvalitet er derfor konkret udtrykt i en række valg omkring vores organisering og styring i forhold til:

  • Faglig kvalitetssikring 
  • Internt styring af projekter og processer
  • Ekstern samarbejdsmodel

Faglig kvalitetssikring 

Inden for hvert af vores sektorområder (beskæftigelse-, social- og ældreområdet) har vi specialister (director/manager/chefkonsulenter), som har det primære ansvar for opdateringen på områdets seneste forskningsresultater, nye tiltag og udvikling. Specialisterne udarbejder løbende interne oplæg og kursusdage, så de øvrige medarbejdere løbende bliver præsenteret for den seneste udvikling på områderne. Det skærper dels de øvrige medarbejderes basisviden om hele sektoren og dels skærper det specialisternes formidlingsevne og forståelse af nye tiltag.

Intern styring af projekter og processer

Marselisborg har en opgaveorganisering, der sikrer, at konsulenterne har den rette kombination af sektorfaglig viden og samtidig besidder de rette konsulentfaglige kompetencer. Derudover er der i vores projektstyring lagt vægt på en tydelig arbejdsgang, hvor det faglige indhold i opgaveløsningen løbende udfordres og kvalificeres. Dette sikrer vi gennem brug af ledelsesmentorer, anvendelse af fagskemaer samt ressource- og timesagsstyringssystem. 

Alle konsulentopgaver organiseres som et projekt med en ledelsesmentor, projektleder og projektdeltagere. Projektlederen har ansvar for at lede projektets processer og økonomi - herunder sikre en effektiv logistik ift. planlægning og afvikling af projektaktiviteter mv. Ledelsesmentoren har det endelige ansvar for projektet og har fokus på at sikre projektets fremdrift, resultater og faglige kvalitet. Dette sker bl.a. via afholdelse af interne projektmøder. Mens ledelsesmentoren hovedsageligt har fokus på at sikre kvaliteten og det rette flow i projektet, gennemføres der samtidig ressourcemøder hver fjortende dag, hvor samtlige konsulenter i virksomheden får gennemgået kalenderen og deres allokeringer i timesags-styringssystemet (timelog). På den led sikres det, at der tages højde for medarbejdernes tid til opgaverne, samt at der i god tid afsættes de fornødne ressourcer, så deadlines mv. kan overholdes. Fagskemaerne sikrer, at samtlige projekter har et fælles udgangspunkt, og at der kontinuerligt fastholdes fokus på hvilken effekt og resultat den konkrete opgave skal resultere i. Fagskemaet sikrer projektteamets refleksion over målet med projektet, værdispringet for opdragsgiver og modtagergruppe samt hvordan dette mål opnås jf. den forandringsteoretiske logik.

Ekstern samarbejdsmodel

Projektledelsen forankres hos Marselisborg oftest af director/manager/chefkonsulenter med særlig erfaring på området. Det vil derfor også være en konsulent, der har bred og dybdegående viden om området, som varetager den løbende dialog og sparring med opdragsgiver om såvel fremdriften af opgaven som den faglige kvalitet i opgaveløsningen. I større samarbejdsprojekter vil projektets samlede ledelse blive varetaget af en konsulent fra Marselisborgs leder/partnergruppe.

Oplæg til videre skridt i projekter, forslag til redskaber, spørgeguides mv. fremsendes og drøftes løbende med opdragsgiver inden Marselisborg går videre i opgaven. Det har stor betydning, at der er enighed mellem Marselisborg og opdragsgiver i retningen af både det overordnede projekt som i de enkelte delelementer.

Der afholdes løbende styregruppemøder med deltagelse af projektejere, relevante interessenter og Marselisborgs projektansvarlige. Marselisborg bidrager typisk med forberedelse af styregruppemødernes dagsorden, indkaldelser samt udarbejdelse af referat på møderne. Referatet sendes til styregruppen for kommentarer senest en uge efter afholdt styregruppemøde.

Når et projekt afsluttes gennemføres et afsluttende møde, hvor projektforløbet drøftes. Mødet vil have følgende emner som omdrejningspunkt:

  • Opgavens faglige varetagelse
  • Tilfredshedsvurdering på opgavens resultat eller produkt
  • Tilbagemelding på styring og samarbejdet mellem opdragsgiver og Marselisborg

Formidling 

Marselisborg er specialiseret i formidling af best practice på de brede velfærdsområder og udvikler og publicerer løbende håndbøger, publikationer og redskaber samt fagbladet ”Beskæftigelse NU”. Uanset om formidlingen materialiseres i den klassiske rapport eller notatform eller i en metodehåndbog, sætter vi fokus på, at formidlingen 1) er tilpasset modtagerens behov, 2) støtter øget fastholdelse af virksomme mekanismer og at 3) emnerne præsenteres på et niveau, hvor erfaringer, tilgange og indsatser kan overføres til differentierede praksisser.

Nogle opgaver vil have et behov for formidling, der løbende inviterer til medudvikling, justering og videreudvikling. Her er der tale om en modtager, som skal betragtes som ”interaktiv”, hvor mere dynamiske kommunikationsmodeller kommer i spil. Særligt når formidlingsopgaverne har fokus på indsamling af erfaringer, praksisforståelse mv. vil der ofte være behov for at styre produktet i en retning, der inviterer til at modtageren aktivt forholder sig til produktet, arbejder med det og gerne responderer på det. Hertil er det Marselisborgs erfaring, at IT-baserede løsninger som hjemmesider, apps og øvrige digitale redskaber er stærkt anvendelige, men at metodehåndbøger, guides, vejledningsskabeloner mm. i hard copy stadig er nødvendige og effektfulde. 

I Marselisborg er udarbejdelse af materialer og formidling et centralt omdrejningspunkt i samtlige af virksomhedens opgaveløsninger. Derfor huser Marselisborg sin egen kommunikations- og grafiske afdeling. Det betyder, at Marselisborg igennem en årrække har indarbejdet rutiner og afprøvede arbejdsgange, der sikrer et relevant og konstruktivt samarbejde mellem fageksperter på kommunikation og grafisk opsætning, med konsulenter der er eksperter på det faglige område og dermed garanter for kvaliteten af indholdet.

Se vores publikationer her

keyboard_arrow_up